Dødens guide til dødsmetal
- Detaljer
- Oprettet: lørdag, 14. september 2013 22:48
- Skrevet af Kim M
Folk spørger mig tit (i mine dagdrømme) hvad er det vildeste shit, hvad skal jeg lytte til for at blive lige så sprød som dig? Jeg svarer altid prompte at Nuclear Death er det bedste musik nogensinde frembragt. Ikke alene er musikken for vild, teksterne er også fede, "his name is Worm, 'cause he looks like one". Stor poesi, det må alle kunne forstå. Til min store forundring er der ingen der kan forstå det. Hører de dårligt? Har de svært ved at abstrahere fra den fraværende produktion? Efter tilpas mange års dagdrømmeri er jeg kommet frem til at problemet er dårlig pædagogik fra min side. Lige gyldigt hvor meget Slayer man har lyttet til kan man ikke uden videre kaste sig ud i høre Nuclear Death. Man er nødt til at skride meget mere varsomt frem. I fire trin for at være præcis. Herefter følger Dødens guide til dødsmetal. Vær sikker på at du forstår at sætte pris på hver enkelt trin inden du skrider videre til det næste. For din egen sikkerheds skyld.
Niveau 1: Sveriges stolteste sønner Entombed har stået tidens tand. Fængende guitararbejde, moderat tempo, uhyggelig stemning. Du lytter til dødsmetal og det er ikke så slemt.
Niveau 2: Morbid Angel er lidt mere ambitiøst. Mystiske sangstrukturer, ikke nogen jævnt fremadskridende spændingskurve. Stadig lyttevenligt, mere obskurt.
Niveau 3: Nu begynder det at knibe. For mange riffs, ikke meget hoved og hale, højt tempo, dårlig stemning. På en måde det ypperste der kan opnås indenfor genrens begrænsninger.
Niveau 4: Pointen med det sidste niveau er at understrege hvordan genrens konventioner tager sig ud når de strækkes til deres yderste, eller skulle man sige inderste, for det er det som det handler om, genrens inderste sjæl. Som så for dødsmetals vedkommende er at være frastødende og larmende. Hvasså?
Håber du kunne bruge det til noget. Næste gang bliver det dødens guide til blackmetal.