Roskilde 2014 - En gammel nars perspektiv part 2.
- Detaljer
- Oprettet: torsdag, 24. juli 2014 10:08
- Skrevet af Spandx
Efter forgæves at have jaget rundt på festivalen fredag morgen efter mad, endte jeg i mørket på Gloria til feel good country singalong kl 10 med en kop kaffe i hånden. Spinkelt, naivt, velspillet hippie og borgerrettigheds sange, holdt godt til den søndagstømmermænds stemning alle gode festival morgener starter med.
Resten af formiddagen gik med at drive formålsløst rundt og se pladsen langsomt vågne til live. Indtil jeg endte i Pavilion, hvor Cancer med deres dystre, udsyrede kunst tråd langsomt vækkede et pakket telt.
Fotografisten; Måske kan man alligevel godt regne med en aftale over en fadøl på festival, men kommunikationskanalerne skal lige rettes til, så måske har vi fotografisk illustration til næste artikel, måske laver vi en seperat fotoartikel, med billedkommentarer, der ingenting har med det visuelle materialle, måske. Hvem ved? Fremtiden er som altid uvis.
Med dagens første bajer i hånden drev jeg videre til Avalon, hvor svenske Les Big Byrd indtog scenen. Svensk Oasis på syre, med dødsmasker og absolut ingen angst for klicheer og tommetyk patos. Hvordan man kan andet end elske svensk Rock’N’Roll fatter jeg ikke, slet ikke når det bliver serveret i en så gennemført indpakning som her.
Jeg måtte videre, for ovre på Arena var der lagt an til et brag, der nok skulle vække selv de mest festivalsramte: Philip H. Anselmo & The Illegals. Som tidligere forsanger i Pantera og Down, var forventningerne skruet op. Og de søvnige metalister der havde fået slæbt deres eddikesyre forpestede legemer ind under teltdugen fik hvad man kunne forvente: 35 års metal attitude, tunge, stramme beats og en forsanger, der ikke er bange for at spytte sin meninger ud i mellem numrene. Og så spillede de nok det bedste Pantera ”Cover” nummer nogensinde, bedre end nogen Pantera koncert jeg har set.
Hvis du kan huske 90’erne, er du et meget ringe menneske, hvis du ikke kan huske Primus. En Trio ført an af Les Claypool, der leverede dybt useriøs ekvibrilistisk funk metal. Det blev for meget i længden, men Plørehullets evner udi skæv og slap bas er svære at komme uden om. Med Duo De Twang har han samlet sin gamle skolekammerat Bryan Kehoe op i en rusten pickup, kastet en banjo, en tamborin og et par store støvler, til at stampe rytmen, om i ladet. Forkvaklet hillbilly funk, alt fra Country klassikere over Bee Gees og Alice in Chains og et par af hans egne kreationer. Med hatten skudt om i nakken, havde de 2 sat sig helt ud på scenekanten og trods det klejne setup på en stor scene, nåede de helt ud til de bagerste rækker, der stod lænet op af ølboderne og prøvede at rejse sig véd det træ de havde pisset op af hele natten.
Programmet på Roskilde i år, var for mig et af de bedste længe. Og måske pga. en mere end bare teknisk insolvens fik jeg set meget mere musik end normalt. Efter at have drevet lidt rundt på pladsen i hælene på en flok dejligt afklædte tøser, åbnede tyske Seeed for Orange scene. Germansk dancehall / reggae, horn, god stemning i strålende solskin og covers af Bare i Ruskindsstøvler.
På jagt efter noget mad, endte jeg af uransaglige årsager til Warpaint. Et pigeband med tydelige referencer til Siuxsie & The Banshees. Der sker et eller andet, når en flok hundyr indtager scenen, de bringer en helt anden energi end det macho pis, vi hanaber byder ind med. Tungt dampende atmosfærisk musik, med den kvindelige mystik, der gør dem så vidunderligt uforståelige.
Men det virkelig Roskilde, findes ikke på festival pladsen. Det lever sit eget liv ude i campingen, hvor småtfolket, godtfolket, tosserne, banditterne og babes’ne drikker sig i, ud og af form. Tusinder af folk går kolde, pisser sig selv i bukserne, skider i naboens telt , knepper, æder og sover, mens hjerneforladte hvileløst driver rundt med stive ben og tomme blikke. Det er helvede på jorden, i al sin himmelske pragt. Hvis du aldrig kaster dig ud i vanviddet, der udspilles i mellem koksede telte og kiksede typer, oplever du aldrig det Roskilde, folk år efter år vender tilbage for at være en del af.
Efter et kort pit stop på langs, stod den på fredagens udskejelsers absolutte højdepunkt for mig; Rob Zombie; Mother Fucking Rock! Mere end sædvanligt veloplagte indtog han og bandet Orange Scene, som de eneste overlevende fra en fremtid midt imellem Mad Max og Pirates of the Carribean, bragede deres tunge, industrielle, hardcore rock’n’roll udover folket, verdensklasse. Rob Zombie er en showman af en sjælden kaliber, jeg har ikke set ham live siden White Zombie dagene, men han er så absolut ikke faldet af på den, han for rundt på og af scenen, piskede publikum op til en ekstastisk eufori og efterlod scenen med dannebrog draperet over hans mikrofon stativ.
Tak, mother fucking tak.
Resten af aftenen og natten forsvinder i alkoholiske tåger, momentær opvågning i absurde situationer og historier som ikke engang min hukommelse er komfortabel med at genfortælle.