Spotcheck - Skørping Skatepark

Knapt er betonen tørret i Skørping Skatepark før skateboard.dk bringer et spotcheck.

Den faste læser af skateboard.dk vil vide, at i Skørping ligger de ikke på den lade side, når det kommer til beton. Derfor har det lokale crew under hård styring af formanden, Bart, fra Hunger Skateparks netop lagt sidste hånd på byens andet betonspot.

Denne gang er det et mindre stykke skov (omkring en kvart hektar), der omdannet til en fornem flowbowl. Skateboard.dks udsendte var lidt skeptisk forud for besøget grundet billeder fra parken og udtalelser om jydetransitioner. Men Skørpingcrewet blev ved med at skrive: ”Der er så fuld af sjov ude i vores skov”, så der var ingen vej udenom, Skateboard.dk måtte se nærmere på sagen.

Den umiddelbare vurdering af parken: Helt dope. Selvom parken er lille indeholder den det meste et betonhjerte kunne ønske og det hele er skruet godt sammen. Sommeren bliver god i Skørping.

I den ene ende er der et corner, der sender dig videre op i et tractorseat, hvor man kan få en fin surf-fornemmelse rundt inden man med et drop er tilbage i corneret, der så kan sende dig ind i en anden rund bowllomme, op over en buet banklignende væg eller ned i det stramme hjørne i modsatte ende. Særligt det stramme hjørne kaldet, G-pocket, fjerner alle fordomme om jydetransitioner. De to sider nærmer sig, imens din fart bygges op, og når du rammer det stramme hjørne, er der få meter et 180 graders carv, der skyder dig tilbage, hvor du kom fra.  Det er pt jyllands svar på den dybe ende af Wonderland (Den ende hvor børnene ryger).

Den buede bank eller jerseybarrier er placeret centralt og det er så snedigt lavet, at der hipfunktioner på begge sider, så en aldrende skater kan også få lidt luft og lande sikkert. Det fungerer rigtig godt med den buede version og måden det er bygget op med niveaudrop efter. Så selv en lidt sketchylanding, giver dig mulighed for at bibeholde farten.

 

Generelt er arealet bygget op, så man nemt holder farten, selv hvis du kikser lidt på et corner eller andet.

Parken har en spine, der går fra bowllommen og til tractorseat, som ender ud i en vulcano. Så der rig mulighed for biks for både rookie og garvet.

Alle parkens transitioner er omkring 120-180 cm høje og overvejende med poolblocks, men enkelte steder med jern cooping.

Den lille park er smukt placeret i en løvskov tæt på byen og forplejningsmuligheder. Der er også placeret shelters tæt ved, så overnatning med og uden telt er muligt. Da det er i en skov, er der en del myg. Men de lokale siger at man blot skal finde en pind. Det skulle angiveligt hjælpe på myggene?

Skørping uden myg.

 

Rygterne siger, at flere teams er på vej helt ud i skoven, herunder Madsens Sidewalkers. Jeg ser frem til footy.

Der var for resten også et rail og en ledge. Det blev dog ikke testet.