Ode til spottet

Faciliteter er centralt for skating. Din skatestil og trickpose afhænger af om du er streetdawg, parkrotte eller noget helt tredje. Skateboard.dk har derfor lavet en lille hyldest til spottet.

Det er spottet, hvor du mødes med vennerne

Det er spottet, der får dig til at gå for den

Det er spottet, som du rejser gennem landet for at opleve

Det er spottet, der gør en seriøs konkurrence mulig

Det er spottet, der er den lokale hemmelighed

Det er spottet, der giver dig lyst til at kæmpe for at sætte det trick

Det er spottet, hvor du æder lort på

Det er spottet, hvor vi hænger ud

Det er spottet, som du bruger uger på at bygge

Det er spottet, der er din klub

Det er spottet, hvor det går ned

Det er spottet, der definerer dig som skater

Du er, hvad du skater

Skateboard.dk har bedt en flok fremtrædende skatere fortælle, hvad deres favoritspot i Danmark er og fortælle hvorfor.

Teit Andersen

Mit favorit spot var klart den røde plads i 2012, da der var beton ledges. Det der gør, at jeg syntes som godt om det dengang, er det samme, som gør det fedt nu bare med betonkanterne. Den store åbne plads med super underlag. Det liv af mennesker der er, den centrale placering, trafikken af folk til fods og på cykel samt, at der er sol hele dagen indtil sen eftermiddag.

Peter Stege

Mit favoritspot i Danmark er Fælledparken, forbi der er alt og jeg bor lige ved siden af.

AJ

Mit favoritspot i Danmark er rundt i gaderne, fordi så kan man finde lidt af hvert.

Rene Villumsen

Mit favoritspot i Danmark er nok bowlen i Aarhus eller havnen i Ålborg. Hvis jeg kunne sige Annagade fem år tilbage, ville jeg sige det. Der har jeg haft nogle af de bedste sessions i mit liv, spottet, alle drengene og stemningen!

Havnen i Ålborg, fordi der er så meget forskelligt at skate og arkitekturen minder mig lidt om udlandet. Bowlen i Aarhus er også en favorit, pga folkene og stemningen. Er det cool nok? Jeg kunne sku ikke bestemme mig for "et" spot.

Jesper Andreasen

Mit favoritspot i Danmark er Brobowlen i Skørping, fordi terræn'et er rent som nyfalden sne - 5ft shallow, 7ft deep end. Ingen scooters, ingen cykler, lys døgnet rundt og i cykelafstand fra hjemmet, så sessions kan suppleres med kolde pils !!

 

Kim Stær

Mit favoritspot i Danmark er Friland-bowlen fordi jeg synes, at bowlen er sjov, selvom den selvfølgelig har sine små skønhedsfejl. Bowlen har et godt flow, varierende højde, sjove linjer og ofte kan man have den næsten for sig selv om aftenen. En anden grund til at jeg vælger Friland-bowlen er, at min søn, Tobias, også elsker at skate bowlen, så vi får nogle gode sessions sammen derude i løbet af året. De lokale på Friland spiller også en stor rolle i forhold til, at bowlen er et godt spot. I sær Lukas og "Sk8 senior Crew" er med til at skabe den gode stemning på platformen.

 

Nicky Guerrero:

Mit favoritapot i Danmark er Fælledparken, fordi der er så mange forskellige muligheder, linjer og sværhedsgrader, at det mætter mit behov

 

Bjørn Lillesø:

Mit favoritspot i Danmark er "Wonderland" fordi der ikke er andre steder som den. Den er 100% DIY. Ingen tegninger, ingen plan. Jeg lærte at skate der og den udfordrer mig stadig, hver eneste gang jeg har session der"