Læring og fællesskaber i skateboarding
- Detaljer
- Oprettet: onsdag, 13. december 2017 12:33
- Skrevet af Bo Villumsen
At lære nye tricks er en central del af skateboarding. Skateboard.dk har taget en snak med Professor Lene Tanggaard om læring og fælleskaber i skateboard.
For at få et indblik i den læring, der er på spil, når vi lærer nye tricks på skateboard, kontaktede Skateboard.dk Lene Tanggard, der er professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet og som har en række udgivelser som pædagogik og læring på CV’et.
Skateboard.dk:
Skateboarding handler om at lære tricks…eller i det mindste forsøge at opretholde sin pose af tricks. Men traditionel set, så foregår udviklingen ikke i strukturerede forhold, som vi ellers kender det fra skolen eller andre idrætter. Der er fx ingen træner, ingen fastlagt træningsprogram eller træningstid. I stedet skater vi med vores crew eller hjemmedrenge, og de tricks, som vi lærer, finder vi vel egentligt på lidt hen ad vejen.
Men hvad er der på spil, når vi lærer nyt i disse uformelle og sociale rammer?
LT:
Det selvvalgte og uformelle skaber en særlig ramme for læring. Det står i modsætning til skolen, hvor man skal være og der er bestemte krav til en. At man har lyst er fordelagtigt for læreprocesser. Engagementet gør, at man lærer mere.
Skateboard.dk:
Kan man tale om en indre motivation for læring?
LT:
Nej ikke nødvendigvis indre, men en selvvalgt og fællesskabsbåret motivation for læring. Det kan opleves stærk for den enkelte, men det er ofte fællesskabet, der trækker og som er med til, at den enkelte får lyst til at lære mere. Det er i øvrigt ikke altid, at det er lysten til at lære, der driver værket
Skateboard.dk:
Øh hva?
LT:
Ja, det jeg mener er, at praksisfællesskabet går forud får læringsfællesskabet. Det betyder i skatesprog, at man kommer for at skate og være sammen med de andre omkring skating. Det kan selvfølgeligt være fedt at lære nye tricks. Men det primære er skatefællesskabet, som så tilfældigvis er rigtigt godt for læring.
Skateboard.dk:
Men hvad så med dem, der tager ud alene. Fx træner flat-tricks på en øde parkeringsplads. Der er der da intet praksisfællesskab?
LT:
Jo det er der faktisk. Et eksempel på det kunne være, når min søn jonglerer med en fodbold i haven. Han bruger bolden som pause og et rum, hvor han kan fordybesig i boldspillet. Han træner alene, men han er stadig knyttet til fællesskabet, da han tidligere har spillet med andre og på et tidspunkt igen skal ud og spille fodbold med andre. Han ville ikke træne boldfærdigheder, hvis ikke de skulle anvendes i en social kontekst.
På den måde bærer vi også tidligere skateoplevelser i os. Ting vi har oplevet eller set. Når man skater alene, så prøver man måske noget, som man har set andre gøre. Så selv når vi er alene, er vi sammen med andre.
Skateboard.dk:
Hmm det giver faktisk meget god mening. Det er svært at stille sig uden for kulturen eller fællesskabet, selvom man bare skater rundt på en parkeringsplads, da man jo netop træner et trick man har set et eller andet sted. Ellers hvis man gerne lige vil have et trick i posen til næste sesh med drengene.
Det minder mig om en anden ting, der har spillet en vigtig rolle i den skateboard-mæssige opvækst for mange af os - de lokale helte. Du ved de her drenge, der i starten af vores skateboard-karrierer var nogle år ældre. De var lidt farlige i alt deres ungdommelige rebelskhed og så væsentligt bedre til at skate, selvfølgeligt.
Hvad betyder disse lokale helte for læringskulturen i skateboarding?
LT:
De er ekstremt vigtige. Der kan siges at være elementer af mesterlære i de relationer, der ligger mellem de unge og de mere erfarne skatere. De erfarne er et forbillede.
Jeg mener, at det var Bandura, der først talte om begrebet, rollemodel. Vi får så at sige et vikarerende element ind i læreprocessen. Vi lærer ved at se på de erfaringer, som andre har gjort sig. Vi observerer andres bevægelser, vi imiterer og øver. Måske ser vi på forskellige personer udføre det samme trick, og finder så vores egen måde at udføre det på. Det er en effektiv læringsform, og vi springer nogle trin over sammenlignet med, hvis vi selv skulle finde ud af det.
Søskende er et eksempel på samme læringsprincip. De små lærer nogle ting hurtigt ved at se på storebror. De er i mesterlære ved storebror på samme måde, som yngre skatere er i lære ved de erfarne.
Skateboard.dk
Det kan jo så også forklare, at de yngre generationer altid bliver dygtigere og dygtige. Det er så faktisk de der oldboys, der er skyld i det - De har gjort sig en masse erfaringer, som de unge kan nyde godt af?
LT:
Ja præcis. Det kan være en af forklaringerne. Der kan selvfølgeligt også være andre ting, som spiller ind fx populariteten, hvor mange skatere er der. Hvad er talentmassen.
Skateboard.dk:
Ja ja, men jeg kan nu godt lide forklaringen med oldboys som grunden til, at de unge bliver gode. Lidt som at stå på skuldrene af giganter.
Nå, men for lige at vende tilbage til snakken om skatefællesskaber. Så har det været den eneste tilgang til skateboarding for os, der har skatet i mere end ti år. Altså det med at mødes med crewet i den lokale hal eller park, når man havde lyst…og så lære tingene i de uformelle fællesskaber.
Men i de senere år er der dukket en række organiserede undervisningstiltag op i form af skateboardskoler, skateboardundervisning og den slags…ja endda en skateboard-HF.
Vil en træner eller underviser og mere organiserede undervisningssituationer medføre bedre læring, hurtigere progression eller påvirke oplevelsen på anden vis?
LT:
Institutionalisering medfører ofte en standardisering og måske professionalisering. Set fra et positivt perspektiv, så bliver der måske luget ud i fejl, hvis man kan sige det, og så bliver kulturen mere tilgængelig i form af struktur. Forældre ved, hvor og hvornår deres børn kan gå til skateboarding.
Bagsiden er, at der vil være noget, som underviseren ikke viser. Underviseren må prioritere, hvad der skal ligges fokus på i træningen og vælger dermed, hvad der er rigtigt eller vigtigt i relation til skateboarding. Der er rigtig meget læring, der udspringer fra det uformelle fællesskab. Det vil minimeres i de mere formelle rammer.
Det er fint med skolingen eller organiseringen, men man skal huske det andet også. Begge dele vigtigt i et læringsperspektiv.
Jeg kommer til at tænke på musik, som et lignende eksempel. Det er også et håndværk, at være musiker. Håndværket trænes i klubber mv., hvor musikerne spiller sammen. Udviklingen sker i fællesskaberne
Både eksempelvis den rytmiske musik og skating besidder, som jeg ser det, en vildskab. Der er et indbygget opgør med systemet, et oprør og noget græsrodsbevægelse. Man kan måske spørge om det overhovedet kan eller bør organiseres?
Skateboard.dk:
Ja der rammer du jo noget, som er blevet diskuteret en del i nogle kredse af dansk skateboarding.
Men hvis vi antager, at fornævnte udvikling eller organisering blot er begyndelsen, og skateboarding fremover er noget, som man går til ligesom fx fodbold. Hvad vil den læringskultur, det måtte medføre, betyde for skateboard-kulturen som helhed og for de personer, der vælger at dyrke skateboarding - vil det ændre sig?
LT:
Det giver god mening, at fx ungdomskoler og lignende forsøger at sætte skateboarding på programmet. De søger vel at efterkomme de unges efterspørgsel. Men man må spørge, hvem der vælger ungdomsskolen, og hvem gør ikke? Måske tilbyder de uformelle og uorganiserede skatefællesskaber noget, som tiltrækker nogle andre unge.
Som nævnt, så kan organiseringen og professionaliseringen have nogle positive sider. Det fører måske også flere penge ind i kulturen. Men det er lidt paradoksalt, da man skal passe på, at man ikke dræber kreativiteten og vildskaben, som spiller en vigtig rolle i et læringsperspektiv.
Man skal skate hele tiden for at blive god – man skal leve skateboarding – Det skal være en kultur og ikke en strukturelt opdelt læringsaktivitet. For at vende tilbage til eksemplet med musik, så bliver man ikke god til at spille trommer ved at få undervisning 15 minutter mandag og 15 minutter igen onsdag. Nej for at lære at spille trommer, skal man i et band. Så har vi igen koblingen mellem øve alene og træne med et crew, som du kalder det.
Jeg forskede på et tidspunkt i læring på erhvervsuddannelser. Lærlingene, der fik organiseret undervisning i timerne, benyttede deres spisepauser til at fuske. Her stod det tydeligt frem at fuskeriet i pauserne fungerede som kreative rum, hvor de lærte tricks og tips af hinanden. Der var ingen lærer, som fortalte, hvad der er rigtigt og forkert. Det giver en anden læring, der igen er baseret på det selvvalgt og fælleskabsbåret.
Skateboard.dk:
Word.
Men hvordan bliver man et del af et crew eller praksisfællesskab - Vælger vi crew ud fra tidligere præferencer eller skaber vi et fælles mønster? Altså hvordan opstår crewet?
LT:
Nogle træder man ind i. De er der allerede. Wenger, der her skrevet meget om praksisfællesskaber, siger, at man kan ikke designe et praksisfællesskab. Praksisfælleskaberne er altså ikke et teams, som vi kender fra virksomheder mv., der sammensættes for at løse en konkret opgave. De er selvorganiseret og uformelle.
De opstår organisk og spontant over en opgave, og materialiseres så over tid. Man starter som lærling og arbejder sig op i fællesskabet. Med tiden løfter mere komplekse opgaver.
Skateboard.dk:
Den må jeg lige have koblet til en skateboardkontekst. Betyder det, at man som ny i fællesskabet bare følger lidt med, men efterhånden opnår man andre roller og planlægger måske sessions eller ture?
LT:
Ja det er et fint eksempel.
Der kan godt være en leder, men det er ofte på baggrund største faglige autoritet. Fx Vil den gode skater ofte have meget at sige i fællesskabet. Også uden at de nødvendigvis selv er klar over deres position.
Skateboard.dk:
Men hvis skatefællesskabet er centralt. Hvad så, hvis man stopper med at skate. Kan man så fortsat være en del af crewet?
LT:
Ja men det kræver, at man fortsat har en rolle
Skateboard.dk:
Fx at filme?
LT:
Ja præcis
Det kan være et identitetstab, hvis man mange år har været en del af fællesskabet, og nu står uden for. Man vil ofte forsøge at tolke sin identitet ind i fællesskabet.
Faktisk så begyndte jeg selv at forske i håndbold, kort efter jeg stoppede som aktiv spiller. Det var ikke noget jeg tænkte over der, men når jeg ser på det nu, så kunne det jo tolkes som en måde at opretholde min identitet i håndboldfællesskabet.
Skateboard.dk:
Professor. Mange tak for snakken. Du droppede knowledge.
Nu er der jo et ordsprog, der siger at man skal træde varsomt omkring kvinder og deres alder, men jeg kan anbefale et Old Girls skatefællesskab, som afløser til håndboldfællesskabet. Jeg er sikker på, at du skulle være velkommen.