Nye tal på dansk foreningsskateboard
- Detaljer
- Oprettet: mandag, 20. april 2020 17:03
- Skrevet af Bo Villumsen
Danmarks Idrætsforbund tæller en gang om året sinde medlemmer. Tallene for 2019 er netop blevet opgjort og Skateboard.dk har kigget lidt på tallene for Rullesport Danmark
De enkelte specialforbund i Danmarks idrætsforbund (DIF) tildeles blandt andet midler efter antallet af medlemmer. Rullesport Danmark (RD) er derfor glade. De er nemlig gået 73% frem i antallet af medlemmer fra 2018 til 2019.
Der er således 3.391 flere der har meldt sig ind i en forening, der er medlem af RD, og forbundet er frem fra 4.637 til 8.028 medlemmer.
Det lyder flot. Hvordan er det nu muligt, spørger du måske?
Vi tager lige et skridt baglæns først.
Der er 7 idrætter i RD. De 7 kan hurtigt opdeles i tre grupper. Dem der skater i park (Skate, scoot og inline) og dem der er hjulede versioner af idrætter på is (hockey, kunskøjteløb og løb-hurtigt) og så er der Derby, der er en form for stock car rally på rulleskøjter for kvinder.
Den kritiske skate vil markere her og sige: Hey I skal ikke putte skateboarding sammen med scoot og inlinerne. Det er en fair markering. Men den lader vi lige ligge for nu. For DIF og RDs tal bygger på foreningsmedlemmer. Og da mange faciliteter, der drives af en forening, har brugere fra alle tre idrætter, har foreningerne også medlemmer fra alle tre idrætter. Dem kalder vi skateforeninger fra nu af.
RDs fremgang skyldes blandt andet at 10 nye skateforeninger meldt sig ind. Det har medført 1.037 nye medlemmer. Men de andre skateforeninger er generelt også gået frem. Så samlet har skaterne bidraget med i alt 3.387 nye medlemmer til RD, mens de øvrige fire idrætter samlet har haft en fremgang på 4 medlemmer….i alt.
Parkrytterne udgør nu samlet 5.423 medlemmer og dermed 68% af RDs 8.028 medlemmer.
Skateboarding er nu med 2191 medlemmer den næststørste idræt i RD. Scoot har 29 medlemmer mere, mens inlinerne har omkring det halve.
Skateboard udgør 27% af alle RDs medlemmer. Derudover er skateboarding den eneste OL-disciplin.
Kig selv på tallende her
Disse tal giver jo anledning til en række spørgsmål.
- Hvad skyldes den fremgang?
- Hvorfor melder foreningerne sig ind i RD?
- Er RD klar til at være en street/parkorganisation?
- Er vi der, hvor vi gerne vil være som skatere?
Skateboard.dk følger op – stay tuned.