Hvorfor er I medlem af Rullesport Danmark?
- Detaljer
- Oprettet: fredag, 8. maj 2020 15:00
- Skrevet af Bo Villumsen
Rullesport Danmark er glade, da medlemstallet steg markant i 2019. Det skyldes blandt andet, at syv nye skateboardforeninger meldte sig ind. Skateboard.dk har spurgt de syv, hvad grunden er til, at de har meldt sig ind og om de har fået det ud af det, som de forventede.
Skateboard.dk tog kontakt til de syv nye medlemsforeninger for at blive klogere på deres begrundelse for at melde sig ind i DIF. De syv foreninger er:
- Big Heart Skateboarding Foreningen
- Nykøbing Falster Skate Klub
- Skateboardskolen Aarhus
- Skateducate
- SkateSportsforeningen (tidligere Dansk SkateSport)
- Street Sport Park Padborg
- Ølsted Skateboard Forening
De syv foreninger blev udvalgt blandt Rullesport Danmarks andre nye foreninger, da de havde en markant del af medlemmer, de er skatere. Mange af dem havde også rullere og scooters. Der blev taget kontakt via deres FB-side, så svaret kommer fra dem der administrerer denne side. Der er således en risiko for, at det ikke er et svar fra bestyrelsen. Derudover, så er der i skrivende stund ikke modtaget et respons fra Nykøbing Falster Skate Klub. Følgende bygger på svar fra de øvrige seks foreninger.
Overordnet set, så deler svarene sig i to. Foreningerne har meldt sig ind i RD af enten sportslige henseender eller i et forsøg på at få indflydelse. Hvis vi kigger på de sportslige argumenter for indmeldelse og om formålet med indmeldelse er opfyldt, så er kommentarerne forholdsvis ligetil. Fx er SkateSportsforeningen ret klare i deres begrundelse: ”Vi arbejder målrettet for de sportslige aspekter af skateboarding. Da deltagelse i det officielle DM kræver indmeldelse i RD måtte vi være medlem der. Og ja vores indmeldelse har givet adgang til DM, så på den måde er vores forventninger eller formål med indmeldelsen opfyldt”.
I Big Heart drømmer de stort. De meldte sig ind, da et bestyrelsesmedlem ”….har en OL drøm for piger og så dette som et skridt i den rigtige retning”. Men ” Der går nok en årrække før det bliver realiseret, men pigerne og potentialet er der”.
I Ølsted var de sportslige aspekter ikke det primære, men alligevel et argument for indmeldelse: ”…sekundært at kunne stille med deltagere til DM og andre konkurrencer i officiel regi”. Et formål, der ligesom hos SkateSportsforeningen er opfyldt da de kan ”… stille med deltagere til DM o.a. konkurrencer…”.
I Danmarks måske sydligste skatehal i Padborg meldte de sig: ”…selvfølgelig ind for at registrere vores medlemmer samt for at kunne deltage til diverse arrangement. Ja så er der også div træneruddannelser”. Så de sportslige aspekter kombineres med et ønske om at få registreret deres medlemmer hos DIF og få adgang til uddannelser. Uddannelserne vurderes dog ikke at være skateboardrelateret, da der i skrivende stund ikke er kendskab til nogen skateboardtræneruddannelser i DIF-regi.
Til spørgsmålet om hvorvidt formålet med indmeldelsen er opfyldt var svaret: ”Nu har vi ikke været medlem så længe så hvorvidt det har opfyldt eller ej er svært at sige. Men ind til videre er vi yderst tilfredse med rullesport Danmark. De har hjulpet os hvor vi havde brug for det”.
RD har således ydet god støtte til syddanskerne. Denne støtte står i kontrast til SkateSportsforeningens oplevelse af RD: ”…vi er rystede over den manglende forståelse for skatekulturen, som RD udviser, og alle de kampe vi har måtte tage bare for at blive meldt ind”.
Skatekulturen nævnes også af Skateducate: ”RD virkede for mig som nogle, som ikke anede hvad skateboarding var og som stadig betragtede skate som en sportsgren a la fodbold eller speedskating…”. Det bringer os naturligt videre til den anden begrundelse for indmeldelse i RD, nemlig forsøget på indflydelse. For i forlængelse af RDs manglende forståelse for skatekulturen ville Skateducate ”…gerne være med til at ændre det billede -og sikre at skateboardings interesser og kommunikation blev varetaget for og af skatere. Ligesom tennis, squash og badminton er vidt forskellige sportsgrene/kulturer/økonomier selvom de alle hører under kategorien ketchersport, så har jeg altid haft svært ved hvorfor vi skulle kædes sammen med speedskating, løbehjul og kunstrulleskøjteløb mm. Det er vidt forskellige kulturer…”.
I forlængelse heraf: ”…virkede det for mig, som om det var ved RD/skatekomiteen man skulle starte for at påvirke og fremme kulturen mest muligt - og med andre ord, det var der midlerne lå, og det var der skaterne var begyndt at samle sig på tværs af landet”. Skateducate melder derfor klart ud: ”Så meldte vi os ind i rullesport DK, for at få indflydelse på de midler der kom fra DIF i forbindelse med at være en OL-disciplin. Mere specifikt havde jeg/vi fokus på at midlerne skulle fokuseres mere bredt på at udvikle skateboarding (kvindeskate, flere/bedre faciliteter, fokus på nybegyndere og bredden)- Og ikke kun OL og eliten”. Men følger det op med: ”Har vi fået noget ud af det som forening? Nej, ikke endnu. Tror det er en lidt længere proces”.
Den samme holdning eller ønske om at ændre tingene inde fra er at spore hos Skateboardskolen Aarhus: ”…engagementet i de mere formaliserede organisationer (DGI, DIF, GAME især) også et forsøg på at influere retningen deres overtagelse af skatemiljøet tager. Jeg har en stærk forventning om, at overtagelsen sker uanset hvad, og så vil jeg hellere være med til at sætte retningen end at sidde i et hjørne og surmule over resultatet om fem år”. Det SSA ønsker er: ”… at råbe op omkring DIY-miljøet (eller do it together alt efter hvor langhåret man er), som tilfører skateboarding noget særligt egalitært i modsætning til elitesatsninger osv. Det synes jeg skal understøttes hele vejen rundt, hvis en organisation ønsker at sætte sig ind som repræsentant for skateboarding. Som jeg forstår det er formålet med udlodningsmidlerne (meget forsimplet) at sikre demokratiske medborgere og mine "demokratiske eureka moments" er helt klart kommet mens vi har prøvet at finde ud af hvordan noget skulle bygges i samlet flok. Opsummeret - mere beton til folket”. SSA ønsker således og i tråd med Sakteducate at påvirke det fokus, som er i RD, så der i højere grad er fokus på at understøtte bredden eller græsrødderne, frem for et ensidigt fokus på eliten. SSA beskriver videre, at: ”…indtoget i RD gjort med henblik på at øge potentialet for midler til det formål vi ønsker at arbejde med - nemlig udbredelsen af den glæde vi selv får ved at skate”. Den ønskede indflydelser er: ”… ærlig talt endnu ikke blevet opfyldt”. Men dette begrundes også i begrænset deltagelsesmulighed ved RD og komiteens møder.
På samme møder er indflydelse målet med Ølsted Skateforenings indmeldelse i RD. Dog på et lokalt niveau: ”Vi startede ØSF for at danne en samlet brugergruppe, da ungdomsskolen bestemmer suverænt over vores skatehal, og vi ønskede at skabe en opposition med vægt bag, dette er hovedårsagen til medlemsskab i RD”. Ideen var således at foreningen ville stå stærkere i kampen mod de lokale autoriteter, de var medlem af DIF og RD. Men ”om vores mål er opfyldt står pt lidt uvist da ungdomsskolen stadig administrere Olliestedet efter forgodtbefindende… ”.
Så lidt opsummerende kan man sige, at de foreninger, der meldte sig ind i RD for at deltage i officielle konkurrencer har fået formålet opfyldt. Men før skateboardingens organisering i RD, så kan alle jo deltage i alle konkurrencer. Så det er lidt reparere noget, man selv har ødelagt-ish. Det løser i hvert fald et behov, der opstod med RD.
I forhold til foreningernes indmeldelse for at få indflydelse, så tegner der sig et billede af, at det er for at sikre at det ikke stikker helt af. Det er med andre ord ikke for at bidrage til noget godt, men i højere grad for at forsøge på at rette op på skuden og redde skatekulturen.
Foruden de syv nye foreninger, der meldte sig ind i 2019, så er der fire foreninger i RD, som også var medlem i 2018, nemlig: Hal 12, Hal-A Skive streetsportcenter, Omega Skate Klub og Royal Copenhagen Skate. Hal-A har dog meldt sig ud i 2019.
Royal har været drivkraften bag etableringen af skateboardkomiteen i RD og indtil årsmødet tidligere i år bestod komiteen alene af medlemmer fra denne ene forening. Det kunne være interessant at høre, hvad deres ideer var med involvering i RD og om de føler, at det lever op til forventningerne.