Mediefokus på scoot vs. skateproblematikken
- Detaljer
- Oprettet: tirsdag, 4. august 2020 14:46
- Skrevet af Bo Villumsen
For en månedstid siden satte Weekendavisen fokus på udfordringen med skateparks, der oversvømmes af børn på løbehjul. Siden da har flere medier fulgt op på historien.
Weekendavisens artikel: Løbehjulsbørn og curlingforældre i kamp mod skaterne, flyttede en tilbagevendene diskussion af et velkendt problem fra kun at foregå i skatekredse til nu også blive kendt af andre.
Wekendavisens artikel, der kan læses her, beskriver fint med eksempler fra både Helsingør og Haderslev. Blandt andet beskriver Morten den 2. af Domen, hvordan Streetdomen, der blev finansieret af og designet for skatere, blev oversvømmet af scooterkids, så skaterne forsvandt. Artiklen udmærker sig ved at citere en række prominente personer fra skatemiljøet som fx Nicky, Rune, Troels Jørgensen og Semir Catovic. Disse beskriver blandt andet det engagement, som skatere har lagt i de nye parks, og den manglende forståelse, som scooterkids og særligt deres forældre udviser for de uskrevne regler og kultur, der er i en skatepark. Artiklen, der fint rids problemstillingen op, har også medført en del positive kommentarer og drøftelser, når den er delt på de sociale medier. Artiklen har således vist sig relevant og oplyst udenforstående om den problemstilling, som vi skatere kender alt for godt.
Men for at et problem kan håndteres, må det først erkendes som et problem. Og der er der måske langt igen. For Scootkomiteens repræsentant i Rullesport Danmark erkender ikke det arbejde, som skaterne har lagt i parks og haller. Hun mener at »I virkeligheden har scoot og skateboards en masse til fælles. Scoot er dér, hvor skateboard var engang, hvor brugerne blev smidt væk alle steder fra, og man forsøgte at få sine egne parker. Det lader nogle skatere bare til at have glemt i mellemtiden,«. Så fordi skaterne har kæmpet for at få parks, skal vi nu overlade dem til scooterne. Men som en velkendt dansk skater fra Herning kommenterede på FB: ”Hun ved jo ikke hvad hun taler om. Hun har aldrig selv været en del af hverken skatemiljøet eller har nogen ide om, hvad det indebærer... kun at hendes barn/børn skal have lov til at gøre det de vil… for det synes hun”.
Weekendavisens artikel får også tyngde ved at trække Signe Højbjerre Larsen, der er Lektor på Institut for Idræt og Biomekanik på SDU, ind i debatten. Signe, der selv er skater og parkourist, forsker i kreative fortolkninger af det urbane rum, herunder skateboarding og parkour, samt institutionalisering af disse to aktiviteter. Lektor Signe peger på, at det er en udfordring, når børn og deres forældre indtager offentlige rum, der ellers var tiltænkt unge. Hun beskriver at i forhold til problemstillingen med scooterkids vs. Skatere, så har SFO-kulturen overtaget parkerne.
At artiklen har haft en effekt uden for skatekredse kan ses ved, at Lektor Signe også har været inviteret i P4 Nord for at tale om problematikken. Du kan høre udsendelsen her og Signe er på fra 1.14.05 og igen 1.20.05. Her peger hun igen på udfordringen mellem børne- og ungdomskultur. Hun foreslår som løsning, at man dedikerer spots eller parks til børns leg på løbehjul. Og der ligger måske noget i denne pointe. For hvordan ville forældre reagere, hvis man vente den rundt og unge skatere insisterede på, at skate på legepladsen uanfægtet af børn, der leger. De kan vel forstå, at vi alle har lige adgang til det offentlige rum? Så måske kan en del af løsningen være, at man (kommuner mv.) tør bygge byrum med en bestemt målgruppe for øje fx skateparks til unge skatere. Også selvom det så betyder mindre adgang for andre grupper.
At problematikken måske skyldes at Scoot til forskel fra skate kan udøves af små børn underbygges af en teenage-scooter i DRs TV-avis, der den 26. juli satte fokus på problemstillingen. Udsendelsen kan ses her og indslaget starter 50:35. De aktive scootere oplever således også udfordringen med børn på løbehjul. Det peger på, at Herning-skateren måske har ret i, at scoot-komiteens repræsentant ikke kender til hverken skate- eller scootkultur og måske bare er en mor, der vil have at hendes børn skal kunne gøre, hvad de vil.
Formanden for skateboardkomiteen, Carlos Strange, interviewes også i TV-avisen. Han beskriver ligeledes scooter-kidsnes lave alder som udfordringen i parkerne og peger ligeledes på en løsning, hvor der på sigt indrettes legeområder, hvor de kan færdes sikkert.
Domens nye omstridte åbningstider
Tilbage til Domen i Haderslev, hvor hele diskussionen udsprang fra, har Morten forsøgt at løse udfordringen ved at opdele tiderne, så der var tid dedikeret til henholdsvis Scoot og skate samt fælles tid. Tiderne var også fordelt med henblik på, at få skaterne tilbage til det hus, som blev bygget af og for skatere. Tidsfordelingen udløste ifølge Jyske Vestkysten en kritik fra…ja Scoot-forældre. De føler sig dårligt behandlet på vegne af deres børn og vil nu oprette en scoot-forening til deres børn. Selvom man måske kan tænke, at det i denne sammenhæng er lidt tragikomisk at scoot-forældre igen fjerne alle udfordringer for deres poder, så udviser de dog forståelse for, at der er forskel på scooter-kids, der leger på løbehju, og de ældre scooter-hoveder, der har forståelse for, hvordan man agerer i en park. Så måske der den vej også er håb for, at forældrene i Rullesports Danmarks Scoot-komite på sigt også får det. JyskeVestkystens artikler om uenighederne i Domen kan læses her og her.
At selv det officielle scoot-organ måske så småt begynder at erkende problemstillingen kan også ses ved at Løbehjuls Danmark for en lille uge siden delte en adfærdsguide til skateparks på FB med ordene: ”Dette er god stil i skarparkerne! Tal gerne med jeres unge om god adfærd så der er plads til alle i parkerne og der ikke sker ulykker. Er børnene for små til at kunne orientere sig er det nok bedre at øve sig og blive ældre inden man bruger skateparken. Trafikken kan være voldsom og skader sker!”.
Lad os håbe, at forældrene i Scoot-komiteen også læser denne inden de næste gang sætter sig med en Latté på en ledge og ser deres børn lege i skateparken.