Jesper Rosenberg
- Detaljer
- Oprettet: lørdag, 2. februar 2013 00:00
- Skrevet af Kim M
Jesper Rosenberg oks Lobster har fundet bileder frem fra gamle dage. Han har også hvæsset pennen, i den grad. Historier fra de varme lande del et af to.
Det var København, det var Fælledparken og det var i 1990'erne.
Christian Strauss Møller Jensen - foto: Jesper "Lobster" Rosenberg, www.calbo.dk
Det er mange år siden. Det var før internettet. Det var før mobiltelefonen. Man fandt skate spots ved at spørge andre skatere, eller det vil sige, man spurgte bare sine venner, for man kendte alle der skatede. Der var nemlig ikke så mange af os og man kunne ikke lede efter lokale spot på nettet. Det var før skateboarding blev en sport. Når man så skateboarding i TV, var man klistret til skærmen og helt henrykt over at nogle andre end os selv, gad at beskæftige sig med vores livsstil. De var før folk rynkede på næsen og med et mere eller mindre hånende smil sagde, "skateboarding, ha! Ja, det gjorde jeg også da jeg var knægt!", når man fortalte hvad man lå og rodede med i sin fritid. Og det var på samme tid man ikke måtte have sit skateboard med i bussen med mindre det var pakket ind. Det var jo beskidt og kunne svine folks jakker til.
Victor Santos Lieberath - foto: Jesper "Lobster" Rosenberg, www.calbo.dk
Man behøvede ikke at ringe rundt for at høre hvad folk gjorde, alle kom i Fælledparken og derfra tog man eventuelt andre steder hen for at skate. Der var ikke mange skate spot rundt omkring i København. Det tætteste på Fælledparken var Panum Institutet, der var det gule rør ved Vesterport Station, Amalie Haven man konstant blev smidt væk fra, Kirke Curben i Nørre Farimagsgade. I Amaliegade ved indgangen til en bank, var der en ti centimeter høj marmorkant. Hvis der manglede nogen i Fælledparken, viste nogle andre hvor de var taget hen og på den måde kunne man altid mødes.
Jesper "Lobster" Rosenberg - foto: Danny Nunez, www.calbo.dk
Selv når det regnede en lille smule tog man i Fælledparken, det kunne jo være at det klarede op. Man kunne altid skate under det store kastanjetræ, på et areal der var fem gange fem meter. Træet kunne holde vandet væk et par timer, men så var der også vådt. Hvis solen skulle komme frem blev der først tørt oppe ved poolen, derefter ned langs snakerunnet, men ikke helt ned. Bakken blev tør og derefter det lidt fladere areal med funboxen, hippen, den gule curb. Vi havde en mindre session oppe på bakken og ventede på det blev tørt. Vertdrengene brugte en svaber til at feje vandet væk fra bunden af vertrampen men det var en utaknemmelig mission. Når de skatede igen, kom der vand op af skruehullerne, rusten fra skruerne farvede vandet brunt og efterlod spor fra hjulene op og ned af transitionen.
Stående fra venstre, Claus Gasque, Jesper Vinther, Marck "Donny" Lyders, Mikkel Mansling, Johan Wohlert.
Siddende fra venstre, Victor Lieberath, Nicolas Plys, Jakob Viller, Christian Strauss Møller Jensen.
Liggende, Jesper "Lobster" Rosenberg
- foto: www.calbo.dk
I 1995 var jeg i hæren. Jeg lå i Farum og boede på kasernen. Jeg havde mit skateboard med på kasernen og havde stillet det i mit skab. En måbende sergent fandt det en af de første dage og blev helt gasblå i ansigtet og råbte, "hvad fanden er det her rekrut Rosenberg?" mens han holdt det tre cm fra min næse. Uden at fortrække en mine og med ro i stemmen sagde jeg "det er mit transportmiddel." Skateboardet forsvandt ud af stuen i sergentens hånd og ind på Premierløjtnantens kontor. En time senere, efter jeg hårdnakket havde forklaret det var mit transportmiddel og skulle behandles på lige fod med en cykel, fik jeg forhandlet mig frem til at det kunne stå i kosteskabet, men det skulle stå rettet ind til højre og altid på den samme plads. Det havde de sgu aldrig set før og så lille var skateboarding den gang.
Chiller scene fra en tilfældig dag i Parken - foto: Jesper "Lobster" Rosenberg, www.calbo.dk
Når vi ikke var på øvelse og havde fri ved 16-tiden, tog jeg toget ind til Ryparken station. Hvis jeg var heldig gik der en bus resten af vejen, og hvis jeg blev sluppet ind, af en altid gnaven chauffør der påstod at mit "rullebræt" var beskidt og ikke kunne komme med, stod jeg af ved Fælledparken. Ellers skatede jeg de tyve minutter til parken. Min mor, jeg boede hos i weekenderne, havde hus på Amager. Jeg brændte dog så meget for skateboarding at jeg hellere ville bruge tre-fire timer i Parken, boardslide den gule curb Lars Lehmann havde bygget eller kickflippe banken han også havde skruet sammen, end at tage den sidste time hjem til min mor på Amager. Og jeg undskylder mange gange mor, måske skulle jeg have taget hjem noget mere...
Der bliver grillet på livet løs med Christian Strauss Møller Jensen, Jakob Viller og Lasse Læderhals - foto: Jesper "Lobster" Rosenberg, www.calbo.dk
Nicolas Plys og Jesper "Lobster" Rosenberg til privat fest på ukendt lokation. - foto: www.calbo.dk
Uanede timer har jeg brugt i Fælledparken. Jeg havde en lille madpakke med og en flaske vand. Omkring tretten-tiden var jeg derinde og langsomt kom folk dryssende. Vi skatede hele dagen, chillede og spillede mål til mål i buret. Når solen stod lavere på himlen og det var weekend, tog vi ned til Wong i Ryesgade for at købe halv liter Tuborg. Når man bestilte tre halve liter Tuborg sagde han altid med et tykt kineser accent, "jah jah, åtta halve!!" Man endte altid med lidt ekstra end man var startet ud med. Mange aftener endte man med at spise rosinboller fra Netto hvis man ikke flottede sig og købte pizza fra Pizza Pronto i Århusgade. Tilbage til Parken og drikke pils og skate til langt ud på aftenen og derefter ind på Kultorvet, stadig med rygsæk på ryggen og skateboardet under armen, og chille på bænken på Kultorvet eller på på Klaptræet og stjæle øl sjatter fra folk med penge.
Michael Andersen, pigerne fra Dragør, Danny Nunez, Troels Jørgensen på Kultorvet foran Klaptræet. Pigen i billedet til højre for Michael hed Anja Lehmann. Nu skriver jeg desværre hed, hun mistede livet den 9. februar 2010 om morgenen ved en højresvingende lastbil på DYBBØLSBRO. På stedet hvor ulykken skete er der placeret en såkaldt "ghost bike", en cykel der er malet helt hvid. Jeg er ikke klar over om den stadig er der, men kig efter næste gang du er der og tænk på Anja fra Dragør. Hun blev 33 år. - foto: Jesper "Lobster" Rosenberg, www.calbo.dk
Så hygges der med bajere... Johan Wohlert, Claus Gasque, Jakob Viller, Nicolas Plys og siddende, Mikkel Mansling - foto: Jesper "Lobster" Rosenberg, www.calbo.dk
Tjek flere røvere ud på Jespers hjemmeside Calbo.dk