Classic footy - Midtvest open i Herning

 
Smyrna Skatecenter var i begyndelsen af 90'erne kendt for sine konkurrencer. Det hele foregik i ret absurde omgivelser da skatecentret var bygget af og ved Pinsekirken i Herning.
 
Se også video 2 og læs nogle røverhistorier ved at klikke på "læs mere"  

Nogle af de farverige sammenstød jeg kan huske mellem missionærerne og skaterne var da Mischa dukkede op i sin Red Hot Sports Djævle hætte trøje, den gik simpelthen ikke og han blev tvunget til at vende vrangen ud på trøjen, hvis han altså ville skate. Mener det var Kring og nogle af hans Hillerød kumpaner der var så geniale at fjerne YRNA fra kirkens skilt, det var en god spøg og som man måske kan få en ide om så var det altså en folke sport hvad man kunne drille de kære missionærer med, de var jo så gode så de kunne ikke blive rigtigt sure. Der var også forbud mod at bande og Alkohol/Rusmidler var selvfølgelig bandlyst på matriklen, så når man ikke skatede sad man på den anden side af vejen og festede for hvis man blev opdaget med en åben flaske alkohol på sig var det direkte en tur på kontoret til en løftet pegefinger og en invitation til kirkegang søndag morgen. Undertegnede præsterede sågar at blive udelukket fra B - finalen fordi de opdagede at den 1 1/2 liters flaske sodavand jeg drak i hallen ikke indeholdt sodavand. Sådan, direkte rødt kort!

Det var utroligt hvor "gode" disse pinsekirke folk egentlig var/er, år efter år efter år inviterede de skatere fra nær og fjern til konkurrence i hallen og som bevis på dette må jeg nævne at ca. 5 år senere end ovenstående episode ringede de til mig og inviterede hele first distribution teamet til konkurrence i Herning. Den flinke gestus fik vi sæfølig spoleret da en af missionærerne kom ind i vores soverum og udbrød "Sidder i nu der og ryger Has igen (suk)"

Hvordan Mads Christensen har kunne holde ud at skate i hallen de sidste 11 år eller om de simpelthen har slækket på kravene, det ved jeg ikke men i 1992 eller 1993(?) hvor denne konkurrence fandt sted var rollerne helt anderledes end i dag. Steen Kelså var ved mikrofonen, Rasmus Nuga gik for at vinde, Mats hed den lokal helt, Pauli var vildt lille og Mads Christensen gik med ble. Det må ligesom sætte det hele i perspektiv - rygtet vil i øvrigt vide at hallen er lukket da Herning kommune ikke vil give tilskud mere. Håber de finder en løsning så næste generations skatere kan fortsætte med at drille pinsekirken.

Her følger pt. 2 med finale løbene fra konkurrencen. Ved ikke hvem der vandt men det var sikkert Pauli eller Michael Jensen, de vandt altid!