Rampespillet
- Detaljer
- Oprettet: tirsdag, 28. oktober 2008 14:24
- Skrevet af Mads Matzon
Af Mads Matzon
Billeder tyvstjålet fra Cookiefactorys hjemmeside
Designfællesskabet Cookiefactory, der har rødder i det Ålborgensiske old-schoolmiljø, byggede en minirampe med indbygget enarmet tyveknægt. Vi stillede medejer Esben Birk et par spørgsmål om rampespillet
Hvordan fungerer den der spilleminirampe?
Det er egentligt en ganske normal minirampe, som bare er blevet udvidet/pimpet til også at indeholde et spil, der kan spilles af personen, der skater. Der projekteres spilgrafik ned på rampen og via motiontracking bestemmes skaterens placering på rampen. Placeringen fortæller derefter spillet, hvad der skal ske.
I dette første spil indsamler man ikoner, som giver forskellige point-værdier og en samlet score udregnes. Så er det bare et spørgsmål om at give den gas og slå high-scoren.
Displayet ligner noget fra en enarmet tyveknægt. Er det noget om det?
Ja. Da jeg skulle udvikle denne prototype var ideen at holde det simpelt og let genkendeligt med en stærk grafisk profil. Derfor faldt valget på et gameplay som den gode gamle enarmede tyveknægt og med en tilsvarende grafisk profil.
Er den robust?
Meget. Den er lige så robust som kaptajnens diller, da han så Titanic kunne flyde.
Hvordan føles transitionen?
Transitionen er perfekt til rampens højde om bredde og meget nøje overvejet.
Hvordan byggede I den?
Vi samlede vores onsdagscruiser team (Aalborgs old-boys) og gav den gas med powertools og håndværker pils. Det tog 10 aftener, og så stod det nye vidunder klar.
Er det sjovt?
Det er super grineren, og old-boys drengene kæmper en proper kamp for at få den præstigefyldte highscore, som for tiden indehaves af Kimse med 11.100 point.
Hvor ligger den?
Den ligger på Aalborgs Østre havn. Nærmere bestemt Platform4, Havnemøllegade 4, 9000 Aalborg.
Hvad gør man, hvis man vil prøve den?
Man kan dukke op onsdag aften, hvor onsdagscruiser-teamet holder voksen-klubaften, eller skrive en mail til Cookiefactory for en eventuel særåbning (Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.)
Hvordan fik I idéen?
Cookiefactory har længe ledt efter lokaler til Cookie’s Playground - vores egen indendørs minirampe, da dette længe har været en mangelvare i 9000. En dag i sommer fik vi en invitation til en workshop, som skulle forvandle et gammelt pakhus på havnen til et kulturelt mekka for kunst og teknologi, men en regulær minirampe passede ikke præcist nok til projektets grundideer om kunst og teknologi, og derfor fik jeg ideen om at indbygge spildelen. 6 banebrydende projekter inden for kunst og teknologi skulle udvælges til at huse det 3000 m2 store pakhus, så jeg lavede en konceptbeskrivelse og præsenterede denne i håb om udvælgelse. Et dommerpanel af udvalgte kuratorer skulle derefter vælge mellem 70 ideer til pakhuset, og den interaktive rampe vandt.
Se mere på:
www.cookiefactory.dk, www.cookiesplayground.blogspot.com og www.platform4.dk